Nu er der plads til alle 10.000 varenumre

Nyt medlem: Jens S. Transmissioner A/S.

Efter mere end 40 år i Ishøj og en stadig vækst var Jens S. Transmissioner A/S efterhånden så presset på pladsen, at direktør Anders Lassen måtte til at kigge sig om efter nye lokaler. Det var en eftersøgning, der bragte ham rundt på det meste af Vestegnen, inden han fandt de helt rigtige faciliteter på Hørskætten 7 i Taastrup.

Pladskrævende forretning
Jens S., som firmaet hedder i daglig tale, er grossist i mekaniske transmissioner og transportbånd. Det er en branche, der kræver en del hyldeplads, hvis du vil være lagerførende i de varer, som kunden kan få behov for.
Kunderne er den danske maskinindustri og procesindustri. Og hos Jens S. er holdningen: Hvis kunden har brug for en kilerem, skal den kunne leveres straks.
- Nu er det bare sådan med kileremme, kæder og kædehjul, at de fås i et utal af varianter, så vi har op mod 10.000 varenumre liggende her, fortæller Anders Lassen, mens han viser rundt i de store haller på Hørskætten. Hvis vi ikke lige har kileremmen eller kæden i den dimension, som kunden skal bruge, så kan vi tilpasse det på vores eget værksted. Kunden skal nok få, hvad han har brug for. Og skulle det endelig være helt galt, så har vi heldigvis vores hovedlager i Sverige inden for rækkevidde.

Jens S værksted
På værkstedet kan Jens S. Transmissioner tilpasse og forædle standardkomponenter, så de passer til kundens behov.

Dobbelt så meget plads i Taastrup
Jens S. flyttede til Taastrup i efteråret 2016 efter at have søgt ny lokation i et par år. Det var vigtigt at få en adresse, der er nemt tilgængelig for kunder og leverandører og fremtidssikret med hensyn til plads. Med 4.500 kvadratmeter, heraf 3.600 til produktion og lager – dobbelt så meget som i Ishøj – føler Anders Lassen sig godt dækket ind i en længere årrække.
Virksomheden er etableret i 1927 af Jens S. Christensen i København. I 1974 blev virksomheden købt af jernstøberiet Vald. Birn i Holstebro og flyttede til Ishøj. I 2000 blev firmaet fusioneret med svenske Benzler & Co., som samtidig skiftede navn til Jens S. I 2005 trak Vald. Birn sig ud af ejerskabet, så i dag er firmaet svensk ejet.
Jens S. er repræsenteret med egne selskaber i Danmark, Sverige, Norge og Finland og har mere end 100 ansatte. I Taastrup er der kontor, lager, maskinværksted og båndproduktion med i alt 25 medarbejdere, og i Vejle har Jens S. en produktion af transportbånd. I alt er der 36 medarbejdere i Danmark.

Stærke brands på hylderne
Anders Lassen: - Inden for mekaniske transmissioner leverer vi kileremme, kæder, koblinger, gear og gearmotorer. Vi har agenturer for flere kendte brands, blandt andet ContiTech. I 2014 tilkøbte vi en afdeling med gear, da vi overtog italienske Motovarios organisation i Danmark. Det var en af grundene til, at vi kom i ekstra pladsnød i Ishøj.
Inden for transportbånd arbejder Jens S. udelukkende med syntetiske bånd og ikke gummibånd. Her er fødevareindustrien en vigtig kundegruppe. Men det er også transportbånd til eksempelvis kassesluser i butikker eller til lufthavnen. Her er Jens S. agent for hollandske Ammeraal.

Kædehjul
Firmaet råder også over udstyr, bl.a. CNC-maskiner, og kompetencer til at bearbejde metal og fremstille kædehjul som disse.

Kileremme og transportbånd er vores DNA
Jens S. er blandt de større i branchen og er et stærkt navn inden for kileremme og transportbånd, der ifølge Anders Lassen er virksomhedens DNA.
- Vi er mere end grossist, vi rådgiver og monterer også og har også eget maskinværksted til at lave kundespecifikke løsninger. Både i afdelingerne for transportbånd, gear og transmission har vi et dybt sortiment. Og medarbejderne, som er både ufaglærte, maskinarbejdere og ingeniører, er hver især specialister inden for deres felt.
- De fleste af vores produkter er jo sliddele, så derfor har vi også en del serviceopgaver og eftersalg, bemærker Anders Lassen

Jens S. Transmissioner A/S
Hørskætten 7
2630 Taastrup
info@jens-s.dk
Tlf. 70 13 83 33
www.jens-s.dk 

10.01.2017 10:59